Andam Fazil holdt tale ved støttekoncerten Humanitært ophold nu. Han blev anholdt natten til den 13. august i Brorsons Kirken og efterfølgende fængslet. Han blev løsladt igen et par dage efter, fordi hans asylsag ikke færdigbehandlet.

Mit navn er Andam Fazil. Jeg er 18 år gammel. Jeg flygtede fra Irak da jeg var 16 år.

I 2007 kom jeg til Danmark. Her fik jeg lov at bo i en lejr for uledsagede flygtningebørn. Der boede jeg en måned og så blev jeg flyttet til Sandholm.

Fredag den 15. maj 2009 flygtede jeg igen. Denne gang var jeg ikke alene. Sammen med 30 andre irakere søgte jeg ly for Danmarks politikere i en kirke.

Dag for dag voksede vores angst for at blive sendt tilbage. Samtidig så vi i fjernsynet, hvordan bomberne eksploderede i Irak.

Men der var også håb. Der var håb, fordi I gav os håb. Jeg vil gerne sige tak til alle, der støtter os. Alle. Ung som gammel.

I som har bragt os tæpper.

I som er gået med i demonstrationerne.

I som har gået med vores t-shirts.

I som står ved vores side.

I som med hjertet har været sammen med os.

Af hele mit hjerte takker jeg Jeg som er her nu. Tak fordi I viser os et andet Danmark.

Tak fordi I viser et andet Danmark end det, der rev os ud af vores sende den nat.

Jeg glemmer aldrig den nat politiet kom. Jeg glemmer aldrig, hvordan de sagde vi skulle følge med. Jeg blev grebet af panik, smadrede et glas og skar i mig selv.

Samtidig så jeg børnene græde, mens deres fædre blev ført væk. Jeg hørte kvinderne skrige.

Jeg glemmer aldrig den nat politiet kom.

De tog os ud i en bus. Vi blev slået. Jeg forstår stadig ikke hvorfor.

Vi blev kørt til en politistation og sat i isolation. Her sad vi i 8 timer før vi blev sendt til fængslet i Sandholm. Closed camp.

I fængslet ville de skille os igen, men vi klamrede os til hinanden og holdt så godt fast at vi fik lov at blive sammen.

Vi var sammen. Men fredag morgen fik jeg at vide at jeg kunne gå. Jeg blev løsladt. Min sag er genoptaget.

Det er forfærdeligt at mine venner stadig sidder i fængslet, mens jeg er her. De skulle også være her.

Vi er kommet hertil fordi vi ikke kan være i Irak. Fordi der kun er død og ødelæggelse. Fordi der er krig og der er mennesker, som vil slå os ihjel.

Vi vil ikke tilbage til Irak!