Mød irakerne

Læs blogs fra kirken

Mahabat Rushdi Merza

Skal jeg skilles fra mine børn?

Mahabat i Brorsons Kirke med sønnerne Diam på fire år og Darian, der er otte måneder.

Mahabats mand og to børn har fået midlertidig opholdstilladelse – hun har fået afslag og frygter tvangshjemsendelse til Irak

”Min mand og mine to børn har fået midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Jeg har søgt og søgt i flere år, men er blevet afvist og har fået besked om, at jeg skal tilbage til Irak. Min mand og jeg kan næsten ikke klare mere, vi ved ikke, hvad der skal ske med os.”

Mahabat Rushdi Merza er 28 år. For ca. 10 år siden kom hun, hendes mor og fire søskende til Danmark og søgte om asyl. De har alle fået afslag, men er blevet her, fordi de frygter for deres liv i Irak. Nu opholder de sig i Brorsons Kirke i København sammen med andre afviste irakiske asylansøgere, som er bange for at blive tvangshjemsendt til Irak.

Mahabat bor ellers sammen med sin irakiske mand og to sønner på fire år og otte måneder i en lejlighed på Amager. Hver dag venter hun på brev med godt nyt. Men det er altid dårligt nyt, siger Mahabat, hvis advokat fortsat klager og søger at få en ny afgørelse om opholdstilladelse og ægtefælle-sammenføring, fortæller Mahabat.

Psykisk nedbrudt
Selv om familiens sundhedsplejerske er så bekymret for familiens ve og vel, at hun flere gange har skrevet til Integrationsministeriet, har det ikke ændret situationen.

Den 23. marts 2009 skriver sundhedsplejersken til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration: ”Mahabat er siden mit sidste brev til jer blevet tiltagende psykisk nedbrudt. Hun er grædende, opgivende og ønsker dagligt at gøre en ende på sit liv. Hendes mand synes at have givet op og kan ikke se anden vej ud af problemerne end skilsmisse, hvilket hun bestemt ikke ønsker. Jeg er meget bekymret for Mahabat og familiens fremtid.” Også lederen i den ældste drengs børnehave har over for ministeriet givet udtryk for bekymring for familien.

Trusler
Da Mahabat som 18-årig kom til Danmark med sin mor og søskende, var hendes far kort forinden blevet skudt i sin fødevarebutik i Irak. Han havde problemer både med Sadam Hussein og de andre partier i Irak. Familien er kurdere og fra provinsen Sulimaniya. Efter faderens død fik familien dødstrusler. De flygtede til Danmark, hvor de havde slægtninge, som stadig bor her og har dansk statsborgerskab. Alle i familien er overbevist om, at de dræbes, hvis de kommer tilbage.

Mahabat plages af endnu en trussel. ”Jeg blev kæreste med min mand for syv år siden, og efter ca. to år blev jeg gravid. Vi spurgte myndighederne, om vi måtte blive gift. Det måtte vi ikke – først når jeg blev 25. Derfor var vores søn Diam et år, da vi blev gift 1. september 2006. Selv om vi var blevet gift, måtte vi ikke flytte sammen. Min søn og jeg boede på asylcenter sammen med min mor og søskende. Først et år efter, at vi var blevet gift, fik jeg pr. brev besked om, at jeg måtte bo hos min mand. Min fars familie i Irak – onkler og fætre - som vi ellers ikke har kontakt med, truer med at slå mig og min ældste søn ihjel, hvis vi kommer til Irak, fordi jeg har vanæret familien og født et uægte barn”, fortæller Mahabat.

Hendes mand, Delshat, er fra provinsen Kirkuk og har været her i 10 år. Flere gange har han fået sin midlertidige opholdstilladelse forlænget. Begge børn har ligesom faderen midlertidig opholdstilladelse.

”Min mand arbejder fra tidlig morgen til sen aften. Han har en halvpart i en pizzaforretning. Jeg får slet ingen penge, så han skal tjene det hele. Jeg har fået en frisøruddannelse i Danmark men har ikke brugt den, fordi jeg ikke har måtte arbejde. Fik jeg lov til at arbejde, kunne han få tid til at gå på danskkursus – og måske bestå danskprøven. Og så kunne han måske få permanent opholdstilladelse”, siger Mahabat, der selv taler godt dansk og har fået flere diplomer fra sprogskolen. Hun tror, at hvis hendes mand havde permanent opholdstilladelse, ville det øge muligheden for ægtefælle-sammenføring.

Tekst: Elsa Janssen Foto: Thierry Wieleman

Bisian

Mit navn er Bisian. Jeg er 14 år gammel. 10 år af dem har jeg boet i Danmark. Over halvdelen af mit liv. Et liv, som jeg er blevet tvunget til at leve i flygtningelejre, landet over.

Min familie flygtede fra Irak da jeg var 4 år gammel. Jeg kender ikke landet. Jeg taler ikke arabisk. Og jeg skriver SLET ikke arabisk.

I Irak har jeg ikke en chance. Det er svært for mig at forstå hvorfor nogle vil sende mig dertil.

Det er her i Danmark mit liv er. Min familie har kæmpet i årevis, bare for at få lov til at have noget der ligner et liv.

I Irak bliver folk slået ihjel hver eneste dag. I dag døde 13 i Baghdad. Der var en motorcykel der sprang i luften. 40 blev såret. 13 døde. Det er hverdagen der.

Her har jeg endelig fået lov til at gå i en rigtig skole. Efter årevis i Røde Kors’ skole, hvor jeg ikke lærte noget som helst. 6 klasse er lige overstået.

Jeg ønsker mig intet mere end retten til et liv. Til at være et barn og blive voksen. Til at kunne gå i skole. Det troede jeg var menneskerettigheder. Men det er Danmark ligeglade med.

Min lillesøster er født her. Hun er 1 år og 4 måneder. Hvis vi bliver sendt til Irak tror jeg vi vil miste vores far. Der er folk der er efter ham dernede. Hvis vores chancer er små med en far, er de lig med nul uden ham.

Min storebror har lige afsluttet 9. klasse. Men han må ikke starte på en ungdomsuddannelse. Han vil ellers gerne være tømrer. Sådan er reglerne i Danmark hvis man ikke har et cpr-nummer.

Vi bliver hele tiden stoppet i vores forsøg på at være en del af landet. Min mor var ved at tage frisøruddannelsen. Men så kom vi i fase 3 og hun måtte ikke være i praktikmere. Man gør alt hvad man kan for at presse os. Man gør hvad man kan for at slukke alt håb. For at holde os nede. Men vi holder hovedet oppe. Vi kæmper videre. Vi vil blive i Danmark, og vi kræver den menneskeret et liv er.

Andam Fazil

Jeg hedder Andam, jeg er 19 år gammel og jeg har boet to år i Danmark. Jeg kommer fra Kirkuk, en af de farligste byer i Irak. I Irak arbejdede jeg sammen med min far i hans firma. Vi byggede huse for de amerikanske soldater og derfor blev nogle terrorister vrede på os. De har dræbt både min far og min mor, men jeg nåede at flygte. Jeg ved, at de også vil dræbe mig. Jeg har kun familie i Europa, og har ingenting at vende tilbage til i Irak. Sådan som vi bliver behandlet betyder, at vi ikke længere kan mærke at vi er mennesker. Vi lever i konstant frygt. Mit håb for fremtiden er, at kunne leve som et menneske.

Læs mere om Andam Fazil

Sarhang Malamajid

Jeg hedder Sarhang, jeg er 27 år og har boet i Danmark i 6 år. Jeg kommer fra Kirkuk, som er en af de farligste byer i Irak. Både min mor og min far har opholdstilladelse i Danmark. Jeg havde problemer i Irak og jeg tør ikke vende tilbage. Jeg rejste til Danmark, fordi jeg troede, at jeg kunne komme til at bo sammen med min familie. Min mor og far bor på Amager, og jeg har boet hos dem det sidste stykke tid, før jeg kom til kirken. Men hver uge måtte jeg tage til asylcentret i Avnstrup til meldepligt. Mit håb for fremtiden er at leve som almindelige mennesker og have samme muligheder som du og dine venner har. Mit håb er at leve et liv uden frygt.

Hazhar Jaaf og Zahida Sodiq

Ægteparret Hazhar og Zahida i Brorsons Kirke

Jeg Hazhar, er kurder og kommer fra Kirkuk, som er en af de fem irakiske provinser, som FN`s flygtningehøjkommisariat betragter som de allerfarligste at sende flygtninge hjem til. Som 15-årig var jeg vidne til den irakiske hærs nedslagtning af 75 mennesker fra min landsby. Hæren tog mig med og satte mig et år i fængsel. Bagefter truede de med at halshugge mig. Hvis du vil leve, skal du være med i hæren, sagde de. Nogle gange spekulerer jeg på, hvordan jeg har undgået at blive sindssyg. Da jeg anden gang blev indkaldt til militæret, besluttede jeg mig for at flygte ud af landet for at undgå at blive tvunget til at slå ihjel. Nu bor jeg her i kirken og vågner med mareridt næsten hver nat. Jeg vil gerne tilbage til Irak, når der bliver fred. Men jeg ville ønske vi kunne få lov at blive her, til der er sikkert at vende tilbage.

Læs en længere historie om Hazhar og Zahida

Shalaw Jaza Mohamad